Historien om et værk – No Signs V

Jeg er født og opvokset i Københavnsområdet, og som så mange andre kørte min familie indimellem også ad Strandvejen til Helsingør, hvor vi enten spiste en pølse på havnen eller en is i Brostræde.

Ved Skovshoved kørte vi forbi en undseelig lille tankstation, som jeg allerede som barn syntes var meget, meget smuk. Dengang interesserede det mig ikke, at det var stjernearkitekten Arne Jacobsen, der havde tegnet den, og at tankstationen var et arkitektonisk ikon. Den viden kom først langt senere.

Da jeg mange år senere begyndte at fotografere, besluttede jeg ret hurtigt, at jeg med tiden ville fotografere tankstationen.

Nu bor jeg i Aarhus og kommer kun til Sjælland en gang imellem. Det er derfor sjældent, at jeg kommer forbi tanken på tidspunkter, hvor jeg har mit kamera med. For et par år siden lykkedes det næsten, men da jeg ankom, var et filmhold ved at optage et afsnit til en krimiserie.

Men for nylig lykkedes det endelig! Jeg kom forbi tanken først på natten, og for en gangs skyld spillede alting: Jeg havde kameraet i bagagerummet, det var smukt stille vejr, og der var ingen forstyrrende elementer – for eksempel folk, der ville købe benzin.

Således havde jeg også tid til at gå lidt rundt om tanken og teste forskellige vinkler. Meget hurtigt besluttede jeg, at billedet skulle ende med at blive sort-hvidt, og at det skulle indgå i samlingen ”No Signs”, som er mit svar på en verden med alt for mange symboler, forbudsskilte og reklamer.

Til det endelige billede valgte jeg at skyde skråt ind på tanken, så jeg både fik værkstedsindgangene og den smukke svampeformede overdækning med i billedet.

Om fotografiet er blevet vellykket, må beskueren bedømme. Jeg selv er glad for det og tilfreds med resultatet – mon ikke et enkelt eksemplar af billedet ender på min egen væg?

Se også;
Serien “No Signs” i PP26

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.