Natfotografi i Aarhus: Top 5 Steder

Som Aarhus-baseret aften- og natfotograf bliver jeg ofte spurgt:

“Hvor vil du anbefale turister eller nye fotografer at tage hen, hvis de vil fotografere Aarhus om aftenen eller natten?”

Jeg har ofte bare smilet lidt, når spørgsmålet er blevet stillet. Ligesom svampejægere nødig afslører deres bedste steder i skoven, holder fotografer som regel også lidt på deres egne favoritsteder.

Men skidt med det. Aarhus er en smuk by efter mørkets frembrud, og der er mange steder, hvor lys, arkitektur og stemning giver fantastiske muligheder for fotografering.

I denne guide deler jeg fem af mine egne favoritter – steder hvor du kan fotografere Aarhus om aftenen eller natten og få billeder, der virkelig viser byen fra sin bedste side.

Motiverne vil måske være velkendte. Men vender du dig rundt eller går blot nogle få skridt, opdager du hurtigt nye vinkler og motiver.

En lille note om sikkerhed

Generelt kan du føle dig tryg, når du fotograferer i Aarhus midtby. Fotograferer du i weekenden, møder du sikkert unge mennesker, der gerne vil have, at du tager et billede af dem. Tag billedet, smil – og så får du som regel lov til at fortsætte i fred.

På nogle af de mere øde steder på Aarhus Havn og Aarhus Ø forekommer der lidt narkosalg. Vær opmærksom og marker tydeligt, at du ikke er interesseret i at fotografere sælgere, købere eller deres biler.

Det skal dog understreges, at jeg aldrig selv er blevet antastet.

Et af de mest ikoniske fotospots i Aarhus er Vadestedet – området omkring Åboulevarden og Immervad. Her er der rig mulighed for at tage smukke spejlingsbilleder af bygningerne og cafélivet langs Aarhus Å.

1. Vadestedet – klassiske spejlinger i Aarhus Å

Vadestedet, Aarhus Å
Spejlinger om natten ved Aarhus Å

Hvis du går efter spejlinger, skal vejret være med dig. Især vinden spiller en stor rolle – jo mindre vind, desto bedre spejling.

Start gerne dit fotoeventyr ved Frederiksbroen. Herfra har du et fint udsyn over åen og livet omkring den. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har fotograferet her uden at stå ved siden af to-tre mennesker, der knipser løs med deres mobiltelefoner.

Herfra er der kun få skridt til trappen ved Cross Café. På en god sommerdag sidder der næsten altid unge mennesker her og nyder en is eller en medbragt kold øl

Personligt går jeg helt ned til kanten og sænker stativet, så kameraet kommer så tæt på vandspejlet som muligt. På en god dag giver det fantastiske spejlingsbilleder, hvor man næsten kan være i tvivl om, hvad der er op og ned.

Har du tid, kan du med fordel gå en tur langs åen. Der dukker hele tiden nye motiver op.

2. Toldkammeret – historisk arkitektur ved havnefronten

Flere arkitekter har sat deres tydelige præg på Aarhus, men få så markant som Hack Kampmann (1856-1920). Han tegnede blandt andet Aarhus Teater, Marselisborg Slot og “Smykkeskrinet” på Vester Allé.

Hack Kampmanns toldkammer. Tidligere udvalgt som den smukkeste bygning i Aarhus.
Hack Kampmanns toldkammer. Tidligere udvalgt som den smukkeste bygning i Aarhus.

En anden af hans markante bygninger er Toldkammeret på Hack Kampmanns Plads ved havnefronten. Bygningen blev opført i årene 1895-1897 og er efter min mening en af Aarhus’ smukkeste.

Som fotograf kan Toldkammeret være et udfordrende motiv. Bygningen er stor, vinklerne mange, og lys fra biler og cykler kan hurtigt forstyrre billedet.

Jeg vil især anbefale tre vinkler:

Frontalt:
Her får du de tre karakteristiske tårne og lidt af sidefløjene med. Ulempen er trafikken på Havnegade og cykelstien lige foran.

Fra plateauet ved skulpturen Sirene:
På stille dage kan du få en flot spejling af bygningen i vandet.

Fra bygningens højre side:
Her kan du – alt efter hvor du placerer dig – inddrage både DOKK1 og Pakhus 13 i billedet.

Når du er færdig med at fotografere, så tag en tur rundt om bygningen. Læg mærke til murstenenes inskriptioner, træudskæringer og det imponerende indgangsparti. Kampmann var berømt for sine detaljer, og man kan sagtens bruge en time på at opdage dem.

3. Bassin 7 – moderne arkitektur på Aarhus Ø

Aarhus Ø er uden tvivl et af de mest omdiskuterede byudviklingsprojekter i byens historie. I en periode kunne jeg næsten ikke lægge et billede op derfra på Facebook uden at få en kritisk besked i min indbakke.

Lystårn, Aarhus Ø
Fyrtårn, Aarhus Ø
Udstillet på Museum Silkeborg
6500,-

I dag er tonen heldigvis blevet mildere. Byggeriet er faldet til ro, grønne områder er vokset frem, og aarhusianerne har efterhånden vænnet sig til den nye skyline.

Molen ved Bassin 7 er omkring 380 meter lang og giver mange gode muligheder for fotografi.

Ved indgangen til bassinet har du et fint view til det 14 meter høje udsigtstårn, tegnet af arkitekt Dorte Mandrup og doneret til byen af Salling Fondene. Er vandet stille, kan du få en flot spejling med Nicolinehus i baggrunden.

Vender du dig den anden vej, ser du havnebadet, tegnet af Bjarke Ingels. Herfra har du også udsigt til Pier 3 og de omkringliggende havnearealer.

Personligt synes jeg, at det bedste sted at fotografere er for enden af molen. Her kan du på den ene side se Lighthouse – Danmarks højeste boligbygning – og på den anden side det lille fyrtårn.

Molen fungerer samtidig som et populært rekreativt område. Her møder du både lystfiskere, løbere og folk på aftentur.

Stedet er smukt både ved solopgang og solnedgang, når himlen farves i gule, røde og orange nuancer.

4. Godsbanen og Institut for (X) – kreativt lys og rå bykultur

Godsbanen og Institut for (X) på de gamle godsbanearealer er i dag et af Aarhus’ mest levende kulturmiljøer.

Godsbanen åbnede som kulturinstitution i 2012, og siden er området blevet fyldt med værksteder, teater, koncertsteder, arkitekter, caféer og kreative miljøer.

Her er liv fra morgen til sen aften – og det gør området til et oplagt sted for natfotografi i Aarhus.

Et oplagt sted at fotografere er det skrå tag på Godsbanens hovedbygning. Da bygningen blev ombygget, bevarede man to gamle godsbanehaller og byggede en ny bygning imellem dem. Taget fungerer i dag som et offentligt byrum.

Herfra har du udsigt over hele området – og et fint view til regnbuen på ARoS.

På taget kan du arbejde med flere fotografiske teknikker. Du kan eksempelvis fotografere spejlinger i lyskasserne i taget eller rette kameraet mod Signes Klejs’ lysinstallation på Ringgadebroen.

Et andet spændende spot ligger ved Institut for (X). Her er arkitekturen præget af kreativ genbrug: gamle mandskabsvogne og containere er bygget om til små værksteder og huse.

Under Ringgadebroen finder du også spillestedet Volume Village. Her afholdes jævnligt koncerter, arrangementer og små festivaler i en stemning af streetkultur og ungdommeligt fællesskab.

Og ja – nogle dage fylder lugten af cannabis måske lidt rigeligt. Til gengæld kan du få nogle virkelig flotte billeder af Ringgadebroen herfra.

5. Elviramindes Chokoladefabrik – industrihistorie midt i byen

Min femte og sidste anbefaling er Elviramindes Chokoladefabrik. Komplekset kan tilgås fra flere sider, men jeg anbefaler indgangen gennem porten fra Klostergade.

Det er næsten svært at forestille sig, at der i 1925 arbejdede omkring 500 mennesker her – mange af dem børn – som producerede store mængder slik, blandt andet de berømte Sambaflødeboller.

Fabrikken blev opført i 1912 efter tegninger af arkitekt Christian Frühstück Nielsen, som også tegnede Borgporten nogle år senere.

Produktionen stoppede i 1967 og flyttede først til Hasselager og siden til Skanderborg. Senere har blandt andet jazzhuset “Tagskægget” og Gøglerskolen haft til huse i bygningerne.

I dag rummer komplekset blandt andet arkitekttegnestuer, kaffebar, vinbar, fitnesscenter og kunstbutikken Art De Voss.

Personligt synes jeg, det er fascinerende, at et så gennemført industrielt miljø er bevaret midt i Aarhus centrum. Jeg vil varmt anbefale at udforske hele området med kameraet.

Selv er jeg især fascineret af de mange trappeforløb og af det varme lys, der om aftenen strømmer ud gennem de gamle fabriksruder.

Afslutning

Det var mine fem bud på gode fotospots i Aarhus.

Jeg håber, du kan bruge guiden – og at du får lyst til selv at gå på opdagelse i byen med kameraet, når mørket falder på.

Aarhus er en fantastisk fotoby om natten.