PP2026 – Personligt fotoprojekt af Henrik Woe

PP2026 er et personligt fotoprojekt, hvor jeg som fotograf lader mine egne tanker og følelser spille en større rolle i både motivvalg og billedredigering.

I mange af mine tidligere serier – især mine natfotografier fra Aarhus – arbejder jeg primært med byen om aftenen og om natten. I dette projekt ønsker jeg at udvide mit fotografiske arbejde og fotografere på alle tidspunkter af døgnet.

Projektet bevæger sig derfor mellem forskellige motiver og steder i Danmark: kystlandskaber, arkitektur, byrum og mere åbne landskaber. Fælles for billederne er en interesse for stemning, lys og form, hvor fotografiet bliver en måde at undersøge både steder og oplevelser.

I PP2026 fylder den personlige fortolkning mere end i mine øvrige projekter. Billederne er derfor ikke en dokumentation af steder, men mit forsøg på at skabe et mere poetisk og personligt fotografisk udtryk i mine fotografier.

Mit mål er, at projektet ved udgangen af 2026 kan samles enten i en fotoudstilling eller i en fotobog.

På denne side kan du følge udviklingen i projektet og se et udvalg af fotografier fra serien.