Ved Skovshoved kørte vi forbi en undseelig lille tankstation, som jeg allerede som barn syntes var meget, meget smuk. Dengang interesserede det mig ikke, at det var stjernearkitekten Arne Jacobsen, der havde tegnet den, og at tankstationen var et arkitektonisk ikon. Den viden kom først langt senere.

Da jeg mange år senere begyndte at fotografere, besluttede jeg ret hurtigt, at jeg med tiden ville fotografere tankstationen.

Nu bor jeg i Aarhus og kommer kun til Sjælland en gang imellem. Det er derfor sjældent, at jeg kommer forbi tanken på tidspunkter, hvor jeg har mit kamera med. For et par år siden lykkedes det næsten, men da jeg ankom, var et filmhold ved at optage et afsnit til en krimiserie.

Men for nylig lykkedes det endelig! Jeg kom forbi tanken først på natten, og for en gangs skyld spillede alting: Jeg havde kameraet i bagagerummet, det var smukt stille vejr, og der var ingen forstyrrende elementer – for eksempel folk, der ville købe benzin.

Således havde jeg også tid til at gå lidt rundt om tanken og teste forskellige vinkler. Meget hurtigt besluttede jeg, at billedet skulle ende med at blive sort-hvidt, og at det skulle indgå i samlingen ”No Signs”, som er mit svar på en verden med alt for mange symboler, forbudsskilte og reklamer.

Til det endelige billede valgte jeg at skyde skråt ind på tanken, så jeg både fik værkstedsindgangene og den smukke svampeformede overdækning med i billedet.

Om fotografiet er blevet vellykket, må beskueren bedømme. Jeg selv er glad for det og tilfreds med resultatet – mon ikke et enkelt eksemplar af billedet ender på min egen væg?

Se også;
Serien “No Signs” i PP26

Et af mine mere populære fotografiske værker er uden tvivl ”Havnens Perle” fra 2024. Fotografiet blev taget dagen efter et stort regnskyl, hvor der var rig lejlighed til at tage spejlingsbilleder — som du nok kan se på denne hjemmeside — og spejlinger er en af mine laster.

Forbilledet for billedet er helt og holdent amerikansk fotokultur, som blandt andet omfatter mange fotos af forladte tankstationer og diners med væld af lysreklamer. Mit mål med værket var således at læne mig op ad denne helt særlige genre, men dog give det et twist af nordisk lys og enkelhed.

Havnens Perle er virkelig en Aarhus-institution, som ikke bare er kendt af byens borgere, men også blandt mange af de trafikanter, der er kørt forbi for at få frokost eller aftensmad efter deres sejlads med Molslinjen.

Måske er Havnens Perle flyttet, når du læser dette opslag. Det beklager jeg i så fald, men Havnens Perle — der blev etableret i 1962 — er i sin levetid foreløbig flyttet seks gange. Sidste gang var i 2016, hvor den blev flyttet ca. 150 meter for at give plads til det nye kanal- og stisystem på Aarhus Ø.

Noget tyder på, at Havnens Perle ikke er flyttet for sidste gang: Virksomheden holder nemlig til på en korttidslejet grund, som Aarhus Kommune gerne vil have bebygget. Og selv om de lokale politikere sådan set gerne vil hjælpe Havnens Perle, så er det dels svært at finde en god og billig grund, hvorfra der kan drives en rentabel forretning; dels må politikerne — for eksempel den konservative rådmand Nikolaj Bang — erkende, at det ikke er en politisk opgave at hjælpe en privat virksomhed som f.eks. Havnens Perle med at finde en ny placering.

Den kommunale valgkamp i 2025 viste dog, at visse politikere — måske især på højrefløjen — havde svært ved ikke at inddrage “Perlen” som valgtema. Perlen er – med god grund – nok Aarhus’ mest kendte fastfoodrestaurant. Det skyldes ikke mindst husets bøfsandwich, der i 2012 og 2014 blev kåret som Danmarks bedste.

Værket ”Havnens Perle” kan til og med påsken 2026 ses på Museum Silkeborg, hvor det indgår i – og i øvrigt afslutter – udstillingen ”RO”. Herefter overgår værket til Havnens Perle. Der dog stadigvæk et enkelt værk tilbage, der kan købes.

BLEV TIL GULD

I starten af 2023 arrangerede jeg en fototur til København for Fotoklubben ISO8000. Målet var hygge og samvær med udgangspunkt i vores fælles interesse for at bruge kameraet til at skabe billeder. Et af turens første stop gik til Grundtvigskirken på toppen af Bispebjerg Bakke. Jeg ville gerne vise mine fotokammerater denne perle af en kirke, som er en af dansk arkitekturs klassikere. Kirken er tegnet af P.V. Jensen Klint og er i høj grad tænkt som et mindesmærke for salmedigteren, præsten og forfatteren Grundtvig.

Med sin enkelthed, højde, de slanke søjler og de smukke vinduer, der giver et fantastisk lysindfald, havde jeg besluttet mig for at skabe en serie på 3-4 billeder. Serien skulle beskrive kirken, dens stemning og arkitektur. Jeg fik taget billederne, og særligt ét af dem kunne jeg mærke var noget særligt. Derfor besluttede jeg at vente med at redigere det, indtil jeg vidste præcis, hvad jeg ville med det

I mellemtiden blev jeg inspireret af en særlig teknik kaldet ”Adamskieffekten”, hvor man på udvalgte steder i et billede skaber ”fart”. Jeg forsøgte teknikken på diverse billeder og kom så i tanke om det foto, jeg havde liggende fra Grundtvigskirken. Jeg fandt det frem og begyndte med det, vi fotografer kalder at rydde op i billedet. Kort sagt: Med Photoshop fjernede jeg alle de elementer, der kunne forstyrre mit ønske om at skabe et værk, der understregede kirkens himmelstræbende form. Blandt andet fjernede jeg et par stole, en brandslukker og en tavle med salmenumre. Billedet blev derefter konverteret til sort/hvid, og efter en smule justering af lys og skygger forsøgte jeg Adamskieffekten. Første forsøg gik nogenlunde, men gav ikke helt den ønskede effekt. Jeg prøvede derefter med lidt andre indstillinger – og vupti, så var den der. Jeg havde skabt præcis det billede, jeg ville have.

Som altid lagde jeg billedet på de sociale medier, men jeg blev faktisk overrasket over, hvor positivt det blev modtaget. På mange måder adskiller billedet sig nemlig fra min øvrige produktion. Med baggrund i rosen valgte jeg at sende billedet ind til den store fotokonkurrence ”Den Nationale”, som hvert år arrangeres af Selskabet for Dansk Fotografi. Konkurrencen kan bedst beskrives som fotoamatørernes Danmarksmesterskab og er svær at komme igennem – kun ganske få billeder bliver antaget, og det er naturligvis vanskeligt at vinde en af kategorierne. Jeg blev derfor noget overrasket, da jeg fik at vide, at mit billede ikke blot var antaget, men også nomineret til en pris. Hvilken pris blev dog ikke oplyst; det ville først blive afsløret ved et stort arrangement i Esbjerg, hvor vinderne og deres billeder ville blive hyldet.

Netop i den periode – slutningen af 2024 – stod jeg midt i en voldsom storm i mit privatliv, og skal jeg være ærlig, regnede jeg ikke rigtig med, at nomineringen ville udløse en præmie. Jeg valgte derfor at blive hjemme, glo TV og skumle over mine problemer i stedet for at køre en tur til fotoshowet i Esbjerg. Næste morgen tjekkede jeg dog SDF’s hjemmeside – og til min store overraskelse kunne jeg konstatere, at billedet havde vundet guld i kategorien Monochrome.

Der er i hvert fald to moraler i denne historie. For det første: Legen og ønsket om at udfordre mediet kan indimellem skabe helt uventede resultater. For det andet: Når man er nomineret til noget – og i øvrigt ikke er vant til at modtage hyldest eller priser – så tro på det. Tag af sted, læg dine personlige bekymringer på hylden et øjeblik og glæd dig over din succe