Hvis min gamle professor fra historiestudiet i København, Axel Bolvig, havde set mig stå her i dag, så havde han nok trukket på smilebåndet.
Han havde også trukket mig til side. Dels for at sige: du var sgu længe om at erkende, at du er mere kunstner end historiker.
Dels for konstaterende at sige: ”gu kan man da så bruge billeder og kunst som en af mange kilder til vores fælles historie”.
Og jeg ville nok svare: Ja, ja, du har ret. Og med hensyn til kilderne: hvis vi altså behandler dem mindst lige så kritisk som vi vil behandle enhver anden tekst.
Og selvom vi grundlæggende var enige, så havde vi i mindelighed skændtes lidt om præmisserne for vores holdninger, hvorefter vi var gået hver til sit med et høfligt og kærligt håndtryk til afsked.
Det er mange år siden Bolvig trak sig tilbage og efterfølgende døde. Det er mange år siden historiefaget havde en professor, der rent faktisk var specialiseret i visuelle kilder.
I en tid hvor vi bombarderes med billeder, uanset hvor vi befinder os, er der ellers rigelig brug for en der kan sige noget fornuftigt om visuelle kilder. Som kan vise os vejen og forklare Hvordan historikerne kan bruge dem som kilde til vores fælles historie, men også give os almindelig dødelige nogle praj om hvordan man skiller skidt fra kanel.
Havde der været en superekspert til stede i dag, så ville vedkommende uden tvivl have set på KVAS billeder og sagt:
Meget kan man sige om de billeder, men de gengiver sgu ikke virkelighedens København, Vadehav, Aarhus eller Søhøjland. Og vi KVAS kunstnere ville have nikket og sagt pænt tak. For det er jo hemmeligheden bag det hele. Vores værker gengiver ikke den objektive virkelighed. Vores billeder gengiver en virkelighed som vi som individuelle kunstnere ser den.
Hverken mere eller mindre: en virkelighed som vi ser den.
Vi træffer hver især hundredvis af små og store valg fra vi planlægger vores værk til det endelige værk bliver præsenteret.
I løbet af den proces gør vi billedet til vores eget. Vi skaber et værk. Vores værk.
Er vi i godt humør gør vi måske hvidbalancen varmere end hvis vi var i dårligt humør.
Har vi økonomiske problemer understreger vi det måske i vores farvevalg af skyer. En skyformation kan i Photoshop lynhurtig blive meget sort.
Er der valgplakater i lygtepælene, vil jeg da heller ikke nægte at billedskæreren kunne finde på at fjerne dem alle – undtagen plakaten med den kandidat han eller hun stemmer på. Og ja, det kan også være at en solopgang forstærkes, at man gengiver et helt døgn i et billede eller bruger et ND filter for at få havet til at fremstå silkeblødt.
Til gengæld lover jeg at vi som KVAS kunstnere ikke tilføjer noget til vores billeder bortset fra hver vores personlighed, lidt lys, lidt farve, skygger, kontrast og beskæring.
Vores redigeringsproces er så nok noget mere tidskrævende en de fleste andres -Det er nok ikke unormalt at efterredigeringen af et KVAS værk ligger på mellem 3 og 40 timer.
Vi bliver meget stolte når nogen søger at indplacere vores billeder i forhold til den kendte kulturhistorie. Vi bliver ekstra stolte når vi og vores kunst bliver sammenlignet med guldalderen og dens kunstnere. Hvem vil ikke gerne sammenlignes med dem?
Og dog kan jeg som historiker ikke lade være med at tænke at der dog er en enkelt lille praktisk detalje der gør en stor forskel: Når du ser et byprospektet eller et landskab i et guldaldermaleri så må du ikke forvente at maleren har gengivet landskabet eller byen geografisk korrekt
Det er for eksempel ganske kendt at maleren Lundbye sagtens kunne kalde et maleri ”strandparti fra Røsnæs” men at han i sit værk i hovedsagen brugte detaljer fra nogle skitser han havde udarbejdet ved Roskilde Fjord eller Aarhus bugten. Han tilføjede således ting til sit maleri. Det ville vi aldrig gøre i regi af KVAS. Vi fjerner, forstærker, forandrer, ændrer lysforhold og meget andet, men vi tilføjer ikke elementer.
Til gengæld har vi det ligesom Lundbye: Virkeligheden findes inde i hver kunstners krøllede hjerne
En anden ting vi fem kunstnere har til fælles er behovet for RO. Vi har hver især en historik der fordrer at vi indimellem trækker os lidt fra det normale samfund og trækker os ind i os selv. Jeg gør det personligt ved at gå ture med mit kamera på Aarhus Ø om aftenen og natten. Lars gør det ved at tage billeder af naturen ved Vadehavet omkring solnedgang. Surland og Vesterager ved at gå rundt i København snart sagt døgnet rundt og Christian ved at fotografere steder i Søhøjlandet om morgenen. Fælles for os alle er at vi har brug for:
At trække os fra alt og bare lukke os ind i os selv og skabe vores kunst.
Når i kommer ind i udstillingen håber jeg i i finder RO. At i bruger tiden til at falde ned bare et øjeblik. Glemme den valgkamp som mange af jer sikkert er en del af, glemme alt om Ukraine og et aggressivt Rusland. At I Glemmer alt om problemerne på arbejdet og på hjemmefronten. Parolen for udstillingen kunne måske være ”Nyd værkerne og find din indre ro”.
Jeg vil gerne takke Museet, især Marianne, udstillingens kurator, og Thomas husets udstillingsdesigner og meget andet for jeres engagement. For KVAS er det en stor ære at få lov til at udstille her og så endda i de smukke lokaler lige ved siden af den lokale kendis Tollundmanden, der lige nu har besøg af nye venner. Den udstilling er absolut også et besøg værd.
Jeg vil også takke mine kollegaer i KVAS. Vores samarbejde er ikke altid gnidningsfrit, men dog baseret på tillid og en tro på at vi hver især kommer længst hvis vi samarbejder. Jeg tror for eksempel at vi alle er klar over at vi kun fik denne udstilling fordi vi var et kollektiv.
En tak skal også lyde til vores hang arounds, f.eks. Sanne, der har gennemlæst vores tekster og min egen Karen, der har givet museale råd og mere eller mindre frivilligt har lyttet til mine og KVAS medlemmernes tanker. Uden jer var vi et par stykker der var blevet mere skøre end vi var i forvejen.
Tak for ordet!