Vil du være haveven?

Home / Alt det andet / Vil du være haveven?

Foråret er trods det halvkedelige vejr i disse dage godt igang. Jeg har forlængst klippet mine krydderurter helt ned og har luget bedene for første gang i denne sæson. D.13 april kunne jeg i øvrigt for første gang i år hente løvstikke, estragon, timian og rosmarin til en skøn hjemmerørt aioli.

Årets to store projekter, en omlægning af vores 4 staudebede og anlæggelse af en mindre have med vinstokke, er også sat i gang. Desværre synes jeg at vi er hårdere ramt af skvalderkål end tidligere, så rensningen af bedene tager laaaang tid.

 

 

Projekt “Havevenner”

Normalt gør jeg alt hvad der står i min magt for ikke at blande arbejde og privatliv, men i dag gør jeg en undtagelse. Med økonomisk støtte fra Aarhus kommune har Saxild Strand, som jeg er leder af, søsat projekt “Havevenner”. I al sin enkelthed går projekt Havevenner ud på, at haveejere en til to gange om året får  besøg af ældre medborgere, der for eksempel bor i etageejendomme eller er på plejehjem. Projektet har naturligvis flere formål, primært i forhold til ensomhedsforebyggelse, men vi tror også på, at den ældre generation ligger inde med en masse viden om havebrug og havearbejde, som den yngre generation kan have gavn og glæde af. Således tror vi på at mødet mellem den ældre medborger og de yngre haveejere kan blive en god og fornøjelig oplevelse for begge parter. Kan projektet samtidig være med til at skabe ven-og bekendtskaber generationerne imellem vil det være fantastisk.

Projektet er startet op i Aarhus Kommune, hvor en timeansat projektmedarbejder er ved at opbygge en levedygtigt organisation. Hvis alt går godt, vil de første besøg allerede finde sted i maj 2017. Det er vores håb at vi i 2017 kan formidle mellem 250 og 270 besøg og året efter det dobbelte. Vi har fået megen positiv respons på projektet og  inderst inde drømmer jeg om, at Havevenner kan blive en landsdækkende bevægelse. Allerede nu har vi forespørgsler fra forskellige potentielle samarbejdspartnere om at starte projektet op i andre kommuner.

Du kan høre lidt om projektet ved at lytte til et indslag på P4 østjylland. http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4aarhus/p4-weekend-2017-04-15-06-03-2#!/02:39:03

Du kan også lidt om projektet her http://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/anderledes-besoegsvenner-vil-invitere-aeldre-i

Har du lyst til at blive haveven eller være med til at udbrede Havevenner, så kontakt mig per mail på hewo@fo-aarhus eller ring 87-464500 og spørg efter Henrik.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *