pis, lort, møg – og landets bedste hyldeblomstsaft

Home / Alt det andet / pis, lort, møg – og landets bedste hyldeblomstsaft

I går havde jeg en fremragende dag i haven, hvor jeg i et meget langsomt tempo fik luget staudebedene og ikke mindst fik koblet af efter en ret hektisk arbejdsperiode.

I løbet af dagen havde jeg godt nok en lidt mærkelig fornemmelse i min ene finger, men kunne ikke se at der var noget galt. Jeg valgte derfor at se det som endnu et eksempel på at min hjerne ind imellem spiller mig et puds, efter min blodprop for et par år siden. I løbet aftenen begyndte jeg dog at mærke spændinger i fingeren og kunne også se at den var hævet lidt. Jeg lavede et sæbebad og håbede naivt at hævelsen ville forsvinde i løbet af natten. Her til morgen vågnede jeg så op til en bullen finger hvor hævelsen havde bredt sig et godt stykke ned i hånden. Turen gik derfor direkte til vagtlægen, der ordinerede penicillin og nogle dages hvile af hånden.

Mine planer for resten af min forlængede weekend, der inkluderer mandag, er derfor kuldsejlet. Så persille, tagetes, solskikker, mamelulærmer og Pigæble må vente lidt endnu på at blive plantet ud. Til gengæld kan jeg så nyde haven fra lænestolen og blot glæde mig over livet.

En af mine faste pligter her i huset er at gå tur med hunden. Det kunne jeg ikke så godt i dag, så konen (også kendt som chefen) overtog tjansen. Hun er en praktisk kvinde, så hun medbragte et par poser og en saks på sin tur, så hun kunne plukke hyldeblomster til årets produktion af hyldeblomssaft. Opskriften vi bruger er fantastisk og vi deler den gerne:

Hyldeblomstsaft

50 pæne hyldeblomstskærme
1.5 kg. Sukker
1-2 økologiske citroner vasket og skåret i skiver
1 økologisk appelsin i skiver
50 g. Vin- eller citronsyre
1.5 l. Kogende vand

– pluk hyldeblomsterne (tjek efterfølgende om du skulle være rendt ind i en flåt)
– Ryst dem i vasken
– Fjerne de store grønne stilke
– Læg dem i en stor gryde sammen med de citrusfrugterne
– Opløs sukker og syre med det kogende vand og hæld det over hyld og citrusfrugter.
– Læg et låg over gryden og lad det trække 5-6 dage på et køligt sted. Hver morgen skal du røre i gryden.
– Hæld drikken på rene flasker. Brug gerne atamon.

Det er supervigtigt at grydeskeen er helt ren (læs steril) før du rører i gryden. Hyldeblomstsaften gærer hurtigt hvis ikke den bliver behandlet med omhu og respekt.

Tip:
Hyldeblomstsaft kan omdannes til en glimrende sorbetis. Personligt kan jeg ret godt lide en lille velkomstdrink bestående af 1 gl. Champagne, 1/2 gl. Hyldeblomstsaft, et skvæt vodka og masser af is.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *